RCS vs. GRS: Guide til genanvendt-indholds‑certificeringer for tekstil og merchandise
Når et brand vælger genanvendte materialer til tekstil og merchandise, følger der hurtigt et nyt spørgsmål med: Hvordan dokumenterer vi det, så både indkøb, marketing og kunder kan have tillid til påstanden?
Her kommer RCS og GRS ind i billedet. Begge er anerkendte certificeringer for genanvendt indhold, og de bruges bredt til alt fra T-shirts og hoodies til tote bags, caps og accessories. Men de er ikke ens, og valget har betydning for både krav, proces, tidsplan og pris.
Hvorfor certificering af genanvendt indhold betyder noget
Genanvendt polyester (rPET), genanvendt bomuld og regenererede fibre kan reducere behovet for jomfruelige råvarer og give et mere ansvarligt udgangspunkt for produktudvikling.
Det afgørende er dokumentation i forsyningskæden. Uden en troværdig kæde af beviser risikerer man, at “genanvendt” bliver en løs påstand, som indkøbsafdelingen ikke kan godkende, og som marketing bør holde sig fra.
Certificeringer gør to ting: de sætter fælles spilleregler for, hvad “genanvendt” betyder, og de skaber sporbarhed gennem audit og papirspor fra råvare til færdigt produkt.
Hvad RCS og GRS er, helt kort
Både RCS (Recycled Claim Standard) og GRS (Global Recycled Standard) er standarder under Textile Exchange. De er bygget til at verificere genanvendt indhold og sikre sporbarhed via chain of custody (kontrol af vareflowet gennem alle led).
RCS er den “rene” genanvendt-indholdsstandard. Den fokuserer på, at materialet faktisk er genanvendt, og at det kan spores gennem certificerede led.
GRS går længere. Den indeholder også krav til miljø- og sociale forhold samt kemikaliehåndtering, ud over den samme grundidé om sporbarhed og verificeret genanvendt indhold.
Et vigtigt fælles punkt: Certificeringen gælder ikke kun materialet i sig selv, men hele kæden af aktører, der håndterer det, fra indsamling og forarbejdning til syning, tryk og pakning.
RCS vs. GRS: De praktiske forskelle, der mærkes i et projekt
Hvis du står med et konkret merchandiseprojekt, vil forskellene typisk vise sig i tre områder: krav til leverandørled, audit-omfang og hvad du må kommunikere udadtil.
Nedenstående tabel giver et hurtigt overblik.
|
Område |
RCS |
GRS |
Typisk betydning for merchandise |
|---|---|---|---|
|
Primært fokus |
Verificeret genanvendt indhold og sporbarhed |
Genanvendt indhold + sporbarhed + miljø/social/kemikaliekrav |
GRS kræver mere af fabrikker og processer |
|
Minimum genanvendt indhold |
Ofte set som 5% for “blended” (RCS Blended) og 95% for RCS 100 |
Minimum 20% genanvendt indhold |
GRS kan være sværere ved små andele i blandinger |
|
Sociale krav |
Nej |
Ja |
Relevante for brands med ESG- og compliancekrav |
|
Miljøkrav |
Nej |
Ja |
Giver stærkere ramme for leverandørstyring |
|
Kemikalier |
Ingen generelle produktionskrav |
Restriktioner og krav til kemikaliehåndtering |
Vigtigt ved farvning, print og after-treatment |
|
Dokumenttyper |
Scope Certificate, ofte suppleret af Transaction Certificates (TC) |
Scope Certificate + TC (meget udbredt) |
TC’er er centrale for at kunne dokumentere hver ordre |
|
Kommunikationsstyrke |
“Indholdet er genanvendt” |
“Indholdet er genanvendt og produceret under ekstra krav” |
GRS giver typisk mere robust fortælling |
Man kan godt vælge RCS med fuldt overlæg. RCS kan være et præcist og effektivt valg, når målet primært er at dokumentere genanvendt indhold, og når man ikke har behov for de ekstra proceskrav, som GRS stiller.
GRS passer ofte bedst, når genanvendt materiale er en del af en tydelig ansvarlighedsprofil, eller når indkøberen har interne krav til social compliance og kemikaliekontrol.
Hvad GRS kræver ud over genanvendt indhold
GRS er interessant, fordi den binder materialevalget sammen med produktionsdisciplin. Det gør standarden mere krævende, men også mere værdifuld, når man skal dokumentere ansvarlighed i flere dimensioner.
Efter en kort introduktion giver det mening at se på, hvilke områder GRS typisk dækker.
- Sociale forhold: Krav til arbejdsforhold, rettigheder og ledelsessystemer hos certificerede aktører
- Miljøledelse: Systematik omkring miljøpåvirkning, ressourceforbrug og håndtering af affald
- Kemikalier: Restriktioner og kontrol af input, især i våde processer som farvning og vask
- Sporbarhed: Chain of custody med audit og dokumentation fra råvare til færdig vare
For tekstil og merchandise betyder det, at GRS ikke kun handler om “hvad” produktet er lavet af, men også “hvordan” det bliver lavet, i de certificerede led.
Det kan være særligt relevant ved produkter med tryk, broderi, farvning eller coating, hvor kemikalier og processtyring bliver en større del af risikobilledet.
Chain of custody, Scope Certificate og Transaction Certificate i praksis
De tre begreber er ofte dér, hvor mange projekter enten bliver solide eller begynder at vakle.
Scope Certificate (SC) er beviset på, at en virksomhed (en spinner, væver, farveri, konfektion eller trader) er certificeret til den relevante standard. SC’et fortæller også, hvilke produkttyper og processer certificeringen dækker.
Transaction Certificate (TC) knytter dokumentationen til en konkret handel eller leverance. Det er ofte TC’et, der gør det muligt at bevise, at netop dine varer blev handlet som certificerede, i netop det flow du betaler for.
Chain of custody betyder i praksis, at alle relevante led, der “tager ejerskab” af varen eller materialet, skal være certificerede, og at mængder, batch og dokumenter hænger sammen. Det er disciplin, og det er også derfor certificeret merchandise kan føles mere “projektstyret” end almindelige indkøb.
Hvilken certificering passer til hvilket merchandise?
Valget afhænger af formål, produkttype og hvor i kæden du har mest kompleksitet.
Et event med et stort oplag af T-shirts kan have andre behov end et premium hotel, der vil lave private label-produkter med lang levetid og tydelig ansvarlighedsprofil. Og en tote bag i rPET er typisk enklere at dokumentere end en garment-dyed hoodie med print og specialwash.
Her er en praktisk tommelfingerregel: Jo flere processer, jo mere giver det mening at tænke i GRS, hvis du vil have dokumentation, der også adresserer produktionen.
En kort beslutningsramme kan se sådan ud:
- Afklar, hvad du vil kunne sige offentligt om produktet.
- Kortlæg materialer og processer (farvning, vask, tryk, coating, trim).
- Vurder hvor mange led der skal være certificerede, og om de allerede er det.
- Sæt et dokumentationskrav pr. ordre: SC fra relevante led og TC hvor det er nødvendigt.
Sådan kommer du godt i gang som indkøber eller brand
En certificering er sjældent noget, man “lægger på” til sidst. Den fungerer bedst, når den er tænkt ind fra start, fordi materialevalg, leverandørvalg og dokumentation hænger tæt sammen.
Hos Merchandise & Supply arbejder man typisk med en end-to-end proces, hvor design, sourcing, produktion, kvalitetskontrol og logistik ses som én sammenhængende kæde. I et certificeret setup er det en fordel, fordi dokumentationen følger projektstyringen, ikke en separat “papirøvelse”.
Når du starter, kan du med fordel definere to ting tidligt: hvilke dele af produktet der skal være certificerede (hovedmateriale, for, trims, emballage), og hvilket bevisniveau der skal leveres pr. batch eller pr. ordre.
Det gør briefingen skarpere, og det gør det lettere at sammenligne tilbud, fordi leverandørerne prissætter den samme opgave.
Spørgsmål der hurtigt afslører, om et setup er robust
Når nogen siger “vi kan lave det i GRS”, er næste skridt at finde ud af, om de mener et reelt certificeret flow, eller om de mener genanvendt materiale uden fuld dokumentation.
Efter en kort dialog kan disse spørgsmål gøre stor forskel:
- Scope Certificate på alle relevante led
- Gyldighed og produktomfang på certifikaterne
- Transaction Certificate pr. ordre eller pr. leverance
- Håndtering af blandinger og procentangivelser
- Plan for trims, labels og emballage
Svarene behøver ikke være lange, men de skal være konkrete. Når dokumentationen er på plads, bliver det også lettere at lave korrekt label-tekst, hangtags og produktbeskrivelser, der kan holde til både kundespørgsmål og intern compliance.
Typiske faldgruber, og hvordan du undgår dem
Den mest almindelige faldgrube er at tænke, at det er nok, at stoffet “er genanvendt”. Hvis den efterfølgende konfektion, printleverandør eller trader ikke er certificeret, kan kæden knække, og så kan man ende med et produkt, der teknisk set indeholder genanvendt materiale, men som ikke må markedsføres som certificeret.
En anden klassiker er uklarhed om procenter. RCS og GRS arbejder med procentangivelser og kategorier, og kommunikationen skal afspejle det reelle indhold. En “blended” vare kan være et godt produkt, men det skal beskrives korrekt.
Den tredje faldgrube handler om tidsplan. Certificerede flows kræver dokumenter, godkendelser og ofte TC-udstedelse. Hvis man først spørger efter det, når varen ligger på lager, kan man stå med en unødvendig flaskehals.
Når GRS bliver et aktiv i brandets materialestrategi
GRS giver ofte mening, når merchandise ikke kun er en give-away, men en del af brandets identitet. Det gælder især, når produkter skal bruges igen og igen, sælges i webshop eller indgå i et private label-sortiment.
Det kan også være et godt match for organisationer, der arbejder struktureret med ESG og leverandørstyring, fordi standarden giver en kendt ramme at stille krav ud fra. Den ramme kan gøre dialogen med fabrikker mere præcis og gøre kvalitetssikring lettere at planlægge.
Samtidig kan RCS være et stærkt, pragmatisk valg, når man vil dokumentere genanvendt indhold hurtigt og klart, uden at hele projektet får samme compliance-tyngde som et GRS-setup.
Valget mellem RCS og GRS handler derfor mindre om “godt” eller “bedst” og mere om ambitionsniveau, risikoprofil og hvor meget dokumentation du ønsker, at dit merchandise skal bære med sig.
